Da Halldór Laxness kom til Stockholm i december 1955 for at modtage Nobelprisen for litteratur modtog han naturligvis et stort antal telegrammer. Senere berettede han at mens han klædte sig på til en festmiddag læste hans assistent telegrammer højt for ham. ‘Alle mulige samfundsstøtter og kulturpersonligheder, i form af instutioner og foreninger, sendte deres lykønskninger, kendte såvel som ukendte personer, foruden et stort antal venner, venners venner og bekendte, som en omrejsende person stifter bekendtskab med i mange lande over en lang periode,’ skrev Laxness.
Han ville være sikker på ikke at glemme at takke specielle venner for hilsenen med det samme. Midt under læsningen standsede han sin assistent og bad ham om at gentage det sidste telegram. ‘Det var hjertelig ‘lycka til’ fra foreningen af rørlæggere i Sundsvall – de mænd der lægger spildevandsledningerne,’forklarede Halldór og fortsatte: ‘Det var fornøjeligt at kunne tælle dem som styrer den borgerlige tilværelse i verden blandt sine venner, berømte kollegaer og mestre, nationale såvel som internationale kulturinstitutioner, og ikke mindst kongehuset og bankerne. Men hvad kan røre hjertet mere end at være vidne til, at mænd der står bøjet over rør dybt nede i jorden og prøver at få vandet til at strømme igennem, pludselig ranker sig og stiger op af grøften midt i vintermørket i Sundsvall for at råbe hurra for litteraturen? Vi kom til den konklusion at hvis jeg skulle hædre nogen med en ydmyg interim taksigelse denne festaften, så var det netop disse mænd. Og kun et telegram blev sendt: Til rørlæggerne i Sundsvall.’