I fyrrerne begyndte Laxness så at skrive historiske romaner, som han byggede på autentiske kilder. Islands klokke udkom i årene 1943-46, samtidig med at Anden verdenskrig slutter og den islandske republik bliver grundlagt.
Halldór Laxness havde siden i slutningen af tyverne været en ihærdig fortaler for socialismen og et mere retfærdigt samfund, han hyldede Sovjetuninonen og dens leder Stalin, men opretholdt på samme tid en kraftig kritik af kapitalismens højborg, USA. Henimod slutningen af 1950’erne begyndte man imidlertid at mærke en anden tone i Laxness’ værker. Der fremkommer ikke længere de heftige angreb på USA og Nato, men derimod træder en skuffelse over socialismens udførelse bag jerntæppet desto tydeligere frem. Det er klart at Laxness’ begejstring for Sovjetunionen – socialismens idealstat – er aftaget betragteligt. I essays fra perioden ser man, at forfatteren selv tilsyneladende har fået mere end nok af teorier; for hans skyld kunne andre beholde deres tro og ideologier, men selv gik han ind for tolerance samt den pragmatiske indstilling, der siger at hvis doktrinen virker, er den i det mindste god til netop det formål.