1920’erne var en vigtig periode i Laxness’ liv, præget af en konstant søgen. Han tilbragte nogle måneder i et kloster og gjorde et forsøg på at fange sin samtid i romanen Den store væver fra Kashmir (1927).
Romanen er en af Laxness’ mest bemærkelseværdige romaner og den svenske litteraturforsker Peter Hallberg udtalte fx følgende om den: "Det er et spørgsmål om der nogensinde er udkommet en bog i de nordiske lande, der giver en så stærk og varieret beskrivelse af efterkrigens tankegang som Den store Væver."
Den store væver fra Kashmir beretter om Steinn Elliði, der er 18 år i romanens begyndelse, og vi følger ham nogle år frem. Der er tilsyneladende tale om en traditionel udviklingsroman, men ved nærmere eftersyn ser man at den sprænger denne ramme. Steinn Elliði flakker mellem forskellige livsanskuelser, og man kan sige at han svinger mellem tre ideologier: katolicismen, kommunismen og Friedrich Nietzsches ideer om overmennesket. Et katolsk menneske lever gennem Gud, kommunisten lever gennem andre mennesker, mens den der tror på overmennesket, lever gennem sig selv.
Der er mange paralleller med Steinn Elliði og Halldór Laxness selv. Laxness var i en årerække katolik og opholdt sig i en periode i kloster, men med Den store væver fra Kashmir kan man sige at han har taget afsked med den katolske kirke. Det var ikke Gud, der sejrede i kampen om Laxness’ sjæl, men derimod hans medmennesker, og nu vendte han sig mod socialismen.