I 1960 udkom der en historisk roman til af Halldór Laxness, Det genfundne Paradis, der fortæller om bonden Steinar fra Steinahlíð, der rejser over den halve klode i sin søgen efter et paradis på jorden.
Han bliver mormon og flytter til Utah, men vender til sidst tilbage til sin hjemstavn efter at have fået et godt indblik i verdens idealer og bedrag. Romanen om bonden Steinar er historien om et menneske, der bliver idealist og nærer håb om paradis på jorden. Han rejser ud for at lede efter det, men af forskellige grunde søger han tilbage til hjemstavnen i bogens slutning. Idealerne om tusindårsriget viste sig at være et bedrag. I slutningen af romanen er der tilsyneladende intet hændt, det er som om Steinar står på det samme sted som inden han rejste. Han fandt en tro og nogle idealer, som han mistede igen, men har til slut fået en ny livsanskuelse. Når alt kommer til alt, er det den islandske natur omkring hans gård, der giver hans liv og arbejde indhold. Det er bemærkelsesværdigt at man finder en lignende kerne i Voltaires Candide der udkom på islandsk i Laxness’ oversættelse i 1945. Men skønt det er muligt at sammenstille værkernes konklusioner er tilgangen til materialet vidt forskellig.
Laxness’ idealer og tro ændredes med tiden, og dette afsætter til en vis grad spor i hans værker. Han begyndte sin løbebane i katoliscismen, gik senere ind for socialismen, for siden at fornægte alle ideologier – undtagen måske taoismen. Han forsøgte aldrig at skjule sine tidligere holdninger, som han senere tog afstand fra, og betragtede dem i stedet som en uundværlig del af sin egen psykologiske udvikling.Man finder dog altid de samme træk i hans fortællinger. Han betragter tingene fra en anden synsvinkel end andre mennesker, han er ofte skarp i sine skriverier, men det lykkes ham altid at se de komiske sider af sine personer og deres handlinger. Sympatien er altid hos den dårligt stillede.