Laxness var tidligt bevidst om sin plads i tilværelsen; han ville blive en af verdens største forfattere – ‘han ville synge for hele verden’, som Bjartur i Sumarhus’ søn siger i romanen Frie mænd.
Halldór Laxness skrev uafbrudt i sin ungdom og hans første roman udkom i 1919. Da rejste han til udlandet og opholdt sig i København, hvor han fik en novelle på dansk trykt på forsiden af weekendudgaven af Berlingske Tidende, Danmarks mest indflydelsesrige dagblad. Få dage inden novellen blev trykt, den 10. oktober 1919, skrev han i et brev til sin mor: ‘Jeg mærker det tydeligt at rejsen [til København] er et vigtigt skridt mod det jeg søger, det vil sige, at lære menneskene og verden at kende, så jeg kan blive en rigtig forfatter, noget som optager alle mine tanker.’
Han overvejede endda at skrive på dansk, som nogle af hans digterkollegaer havde haft succes med, og skrev derom i et andet brev til moren i julen 1919: "Jeg har svoret ikke at vende tilbage til Island før jeg har fået mit gennembrud her i Danmark." Men siden bestemte han sig for at skrive på modersmålet, og blev med tiden den største fornyer af det islandske sprog i det tyvende århundrede.